Valgnatten 1998

Efter at have sagt farvel til Uffe og Claus tog jeg hjem. Det var midt om natten, og jeg var dødtræt oven på en hård valgkamp og en lang, bevæget valgaften, men det var umuligt for mig at gå til ro uden at få tænkt forløbet igennem.

Anne-Mette og børnene var gået i seng, men jeg bad Anne-Mette om at stå op, for vi blev nødt til at diskutere det hele igennem, og jeg fortalte, at jeg i løbet af kort tid måtte gøre op, om jeg ønskede at overtage formandsposten.

Jeg sagde, at det kunne blive en hård tid, vi gik i møde, for partiet stod i en frygtelig besværlig situation. Folketinget var blevet sammensat på en måde, som kunne give Nyrup en masse spillemuligheder - også muligheder for at isolere Venstre. Hvis Venstre blev isoleret, og meningsmålingerne begyndte at vige, kunne det blive en næsten håbløs opgave for mig at løfte arven efter Uffe. Han havde været en markant og populær formand for Venstre, og jeg måtte forudse, at vi hurtigt kunne komme ind i en fase, hvor det kunne gå nedad i meningsmålingerne, og straks ville der komme en debat om, hvorvidt jeg kunne løfte ansvaret, og om jeg var den rette mand på posten.

Jeg sagde også til Anne Mette, at vi lige havde oplevet en valgkamp, hvor Uffe var blevet svinet til i en perfid socialdemokratisk personkampagne. I familien måtte vi være indstillet på, at jeg kunne blive udsat for nøjagtig det samme.

Vi talte også om, at hvis jeg skulle ud af politik, var det nu. Jeg var 45 år. Hvis jeg sagde ja til at blive formand, måtte vi forudse, at jeg ville binde mig til politik i så mange år, at det ville blive for sent at skifte til et andet liv.

Den beslutning, vi skulle træffe, var derfor et helt afgørende valg i vores liv. Vi måtte vælge, hvorvidt det skulle være et liv i politik, som vi også kendte vrangsiden af, eller om vi skulle benytte situationen til at sige, at der var behov for et omfattende generationsskifte i Venstre, så helt friske kræfter kunne komme til.

Vi diskuterede det og nåede frem til, at jeg skulle give det en chance. Anne Mette sagde, at nu havde jeg brugt så mange år af mit liv på politik, og så skulle jeg prøve at gøre opgaven færdig. Vi syntes også, at hvis jeg forlod skuden, havde det karakter af faneflugt. Mange havde en forventning om, at hvis Uffe gik, var jeg parat til at overtage ansvaret. Hvis ikke bare Uffe, men også jeg forlod skuden, ville Venstre stå i en uafklaret situation. Ingen er uundværlig, og pladserne bliver altid fyldt ud, men Uffe havde været formand i 14 år, mens jeg havde været næstformand i 13 år. Sammen med Claus Hjort Frederiksen og Ivar Hansen havde vi skabt et hold, der var Venstres ansigt udadtil. Det ville virke dramatisk, hvis det blev opløst på en gang.

Uddrag fra »Anders Fogh Rasmussen: I Godtvejr og Storm«, Forlaget Gyldendal.

Fra www.andersfogh.dk. Copyright © Venstre 2005. Alle rettigheder forbeholdes.