Formandsskifte

Ved morgenbordet snakkede vi med børnene, og de syntes også, at jeg skulle tage chancen. Derpå ringede jeg til Claus Hjort Frederiksen og aftalte at spise frokost på en restaurant i Nyhavn. Her talte jeg især med Claus om behovet for at give Venstre en ny position efter valget. Hvis jeg skulle ind som formand, var det, fordi vi accepterede Uffes scenario om, at vi havde brug for fire år til at bygge et nyt hold op og køre mig i stilling som statsministerkandidat til det næste folketingsvalg.

Belært af erfaringerne måtte vi se i øjnene, at hvis vi skulle være i stand til at danne en borgerlig regering, skulle vi have midterpartierne med os og ikke imod os. Derfor måtte vi lægge en linie, så Venstre fremstod som et parti, der var indstillet på at formidle et bredt samarbejde. På baggrund af den linie skulle der bygges tillid op om min person, så midterpartierne ville pege på mig som statsministerkandidat.

Jeg mente, at det ville være naturligt at bruge den nye situation til et strategiskifte. Uffe og jeg var to forskellige personer, og det ville være vigtigt for et vellykket generationsskifte, at jeg ikke trådte i hans fodspor. Jeg skulle finde min egen stil. Claus var enig og pressede på for, at jeg skulle stille op som formand.

Uddrag fra »Anders Fogh Rasmussen: I Godtvejr og Storm«, Forlaget Gyldendal.

Fra www.andersfogh.dk. Copyright © Venstre 2005. Alle rettigheder forbeholdes.