Minimalstatsbogen

Jeg havde ikke forudset, hvordan bogen ville komme til at indgå i den socialdemokratiske propaganda. Først sent gik det op for mig, at Socialdemokratiets Nyhedstjeneste ventede længselsfuldt på bogen, fordi de forventede, at den ville rumme stof, som de kunne misbruge. Det blev jeg klar over, lige inden bogen skulle i teknisk produktion, men det ændrede ikke min opfattelse af, at bogen måtte ud.

Socialdemokraterne fik siden bogen til at fremstå som fjendsk over for social tryghed.

Jeg mener, at de gav et forvrænget billede. Mange af mine observationer i bogen blev siden vigtige temaer i den politiske debat. Marianne Jelved talte kritisk om »forsørgersamfundet«, mens unge radikale begyndte at tale om »bestikkelsesteorien«, som var et centralt element i min bog, hvor jeg beskrev, hvor svært det er at ændre et velfærdssamfund, når ? af vælgerne er afhængige af offentlige kasser.

De radikale tog også fat på en anden problemstilling. Jeg skrev i bogen, at det er forkert at have et samfund, hvor 80 procent omfordeler til 80 procent. Det er jo den onde cirkel, at middelklassen bliver gjort afhængige af offentlige ydelser. Der tages så meget i skat fra familien, at den får brug for hjælp fra de offentlige kasser, når den skal have løst denne eller hin opgave - mens der hele tiden bliver mindre og mindre tilbage til de virkeligt trængende.

Målet med min bog var at sætte en stopper for den udvikling, men det budskab trængte ikke igennem. Jeg ville trænge gennem lydmuren, og jeg arbejdede bevidst med sætningerne, så de hamrede hårdt i bordet. Men det kom til at blokere for mine budskaber.

Er det ikke nemt at forstå? Du skriver om »velfærdsfix« som et billede på danskernes brug af velfærdssamfundets ydelser. I dit ordvalg lyder det, som de er narkomaner på stoffer. Det er et stærkt billede at bruge i forhold til de mennesker, der har brug for ydelserne.

Jeg ville have brugt et andet billede i dag.

Mit budskab var, at vi havde skabt et samfund, hvor for mange mennesker ufrivilligt blev gjort afhængige af offentlige ydelser. Fra min side var der netop ikke tale om en kritik af det enkelte menneske, som kom i den ulykkelige situation at skulle have overførselsindkomst. Jeg ønskede at kritisere systemet, men på grund af mit ordvalg blev det opfattet som et angreb på den enkelte.

Debatten lærte mig, at man skal være omhyggelig med, hvordan man formulerer sig. Dengang havde jeg den opfattelse, at man ikke skulle underfrankere sine budskaber, men som årene går, og man lærer, at livet er nuanceret, bliver man mere forsigtig med at fælde hårde, entydige domme.

Jeg lærte også en anden lektie.

Alle mennesker ved godt, at der skal ske forandringer for at sikre forbedringer i samfundet, men hos alle mennesker er der også et krav om, at den enkeltes tryghed ikke må sættes over styr, og det krav skal respekteres.

Som liberale har vi gennem årene talt så meget om frihed, at tryghed nærmest er blevet et negativt ladet ord, fordi det i vores verden kom til at signalere stilstand. I forbindelse med møder i Venstre har vi ofte sunget Kaalunds sang, hvor en af stroferne lyder: »Kamp må der til, skal livet gro,« mens en anden strofe lyder: »Thi evig stilstand er død«. De linier fanger meget godt vores grundindstilling om, at der pinedød skal ske noget, og det må folk bare være indstillet på - ellers vil vi være klar til at bortdømme dem som tryghedsnarkomaner, der forhindrede nødvendig omstilling og fornyelse. Denne mangel på forståelse gennemsyrede i høj grad min bog.

I dag ser jeg ikke en modsætning mellem forandring og tryghed. Der er intet unaturligt i, at det enkelte menneske søger efter tryghed for sig og sine. Det ligger i den enkeltes natur, at man ikke blot stræber efter at skabe nyt, men også prøver at betrygge sin tilværelse. Mennesket har altid vidst, at det var klogt at samle forråd til vinteren og til hårde tider.

Uddrag fra »Anders Fogh Rasmussen: I Godtvejr og Storm«, Forlaget Gyldendal.

Fra www.andersfogh.dk. Copyright © Venstre 2005. Alle rettigheder forbeholdes.