Et ægte fællesskab

Vi oplever et mærkeligt paradoks i velfærdssamfundet.

Staten har overtaget flere opgaver, som før blev klaret privat. Målet var at styrke fællesskabet, men statsliggørelsen har tværtimod skabt flere skel og større egoisme mellem mennesker. Flere og flere siger, at nu har de betalt deres høje skat, og så er det ikke deres opgave at løse problemer - det må staten tage sig af.

Der er behov for at skabe et ægte fællesskab, som er det modsatte af det falske fællesskab, hvor den enkelte kun er ude på at hente mest muligt ud af fællesskabet uden at yde. Hvis vi skal nå målet om at skabe et ægte fællesskab, er det nødvendigt at ruske op i de offentlige systemer og vores måder at gøre tingene på. Vi skal nedbryde tankegangen om, at de store statslige løsninger altid er de bedste, og vi skal i stedet i højere grad stole på, at folk godt kan håndtere at få ansvar og arbejde sammen om at løse problemer i deres dagligdag.

Politisk kan vi hjælpe den udvikling på vej ved at gennemføre en gennemgribende decentralisering kombineret med et nyt bevillingssystem. I virkeligheden vil vi kunne nå langt med ret enkle politiske forslag:

I forbindelse med et kvarterløft i et nedslidt bykvarter kan kommunen stille en sum penge til rådighed for beboerne, som selv gennemfører forbedringerne. Det samme princip kan bruges over for skoler, børnehaver eller idrætsforeninger.

I store kommuner kan der uddelegeres ansvar og penge til bydelsråd. Selv om der i starten var problemer med bydelsrådene i København, er det en rigtig tanke, at beboerne i et kvarter får ansvaret for at løse opgaver i stedet for at få diktater fra en fjern Borgerrepræsentation.

Flere mennesker bør også eje deres bolig. Hvis vi gør det muligt for lejere i den almennyttige udlejningssektor at blive ejere, vil også socialt svagere grupper pludselig få en ejendomsret og en stærkere interesse i ikke blot hvordan deres egen bolig, men også den boligblok og det boligkvarter, de lever i, udvikler sig.

Der kan nævnes mange andre forslag, som vil give den enkelte dansker et større ansvar og initiativ. For mig er nøgleordet deltagelse. Det gælder om at sikre, at så mange som overhovedet muligt er med i samfundet - og ikke bliver parkeret uden for. Den udfordring anser jeg for at være en af de allerstørste politiske opgaver i de kommende år. Jeg kan opstille mange enkeltforslag, som vil være med til at bringe os i den rigtige retning, men grundlæggende ser jeg tre store indsatsområder for mig.

For det første skal vi have langt flere danskere væk fra den passive forsørgelse på overførselsindkomster og tilbage på arbejdsmarkedet. Det skal vi sikre gennem bedre efteruddannelse og en mere aktiv hjælp til mennesker, som mister deres arbejde, eller som har svært ved at passe deres, arbejde på normale vilkår.

For det andet skal vi gøre en langt mere målrettet indsats over for samfundets svageste, som efter min mening svigtes i dag.

For det tredje vil jeg gerne iværksætte særlige programmer til at støtte truede og udsatte børn. En hurtig og målrettet indsats tidligt i livet kan hindre menneskelige tragedier og store tab for samfundet senere.

Uddrag fra »Anders Fogh Rasmussen: I Godtvejr og Storm«, Forlaget Gyldendal.

Fra www.andersfogh.dk. Copyright © Venstre 2005. Alle rettigheder forbeholdes.