Den nødvendige velfærdsreform

Når jeg ser tilbage på årene med de borgerlige regeringer, er den største skuffelse for mig, at det aldrig lykkedes os at gennemføre en velfærdsreform.

Når det var den største skuffelse, var det, fordi vi tabte så mange mennesker på gulvet. Vi fik ikke gjort tidligt nok op med den helt igennem forfejlede socialpædagogiske holdning, som dominerede i 1960'erne, 1970'erne og langt op i 1980'erne.

Dengang blev ens sociale sindelag målt på, hvor store overførsler man var villig til at udbetale, og der blev groft sagt opbygget en praksis, så sagsbehandlerne i højere grad gav råd om, hvordan man klarede sig i overførselssystemet, end om hvordan man kom ud af det.

Det er historiens blodige ironi, at prisen for den tilsyneladende bløde og humanistiske holdning blev uhyggelig høj både i økonomiske og menneskelige tab. Vi tabte en generation. Tusinder af unge kom aldrig til at opleve, at der blev stillet krav til dem. I stedet betalte samfundet sig fra at have med dem at gøre.

Når man ser tilbage, er det ubegribeligt, at vi kunne fortsætte i det forkerte spor så længe. Ethvert menneske har brug for at vide, at der er behov for én. Ens selvværd bliver skadet, hvis man bliver betalt for at holde sig væk. Hvis et menneske mister sit arbejde eller er på vej til at blive stødt ud af arbejdsmarkedet, skal vi derfor gøre vores yderste for, at det menneske kommer tilbage hurtigst muligt. Vi skal ikke tro, at vi gør folk en tjeneste ved at give en check.

Ud fra et menneskeligt synspunkt er det vigtigt at stille krav, og vi skal sige, at betingelsen for at modtage overførsel er, at man udfører et job. Det kan være et job i et kommunalt produktionshus eller et job på beskyttede vilkår, men rettigheder og pligter skal altid følges ad, så den enkelte føler, at der er brug for hans eller hendes indsats.

Vi har taget hul på den praksis i forhold til de unge. I kommunerne kan man sige til et ungt menneske, der kommer og beder om bistandshjælp: »Nej, du kan ikke komme på bistand - du kan få et arbejde«. I de mest veldrevne kommuner er ungdomsledigheden afskaffet. Måske går vejen for de unge over et produktionshus, hvor der med offentlig støtte bliver lavet produktion, men sigtet er at gøre de unge egnet til at komme ud i et normalt job hurtigst muligt.

For nogle vil det ikke være tilstrækkeligt med den form for hjælp.

Mennesker med psykiske sygdomme eller fysiske handicap har brug for en særlig støtte til at komme i gang, og derfor skal vi have flere arbejdspladser, hvor de kan arbejde på beskyttede vilkår. De skal ikke opgives og parkeres på sidelinien.

Jeg ved, at industrivirksomheden Grundfos ved siden af den normale produktion har opbygget den slags beskyttede arbejdspladser. Her laver medarbejderne komponenter, som bruges i den normale produktion, men de arbejder på beskyttede vilkår. De har en indkomst, der svarer til, hvad de kan præstere i produktionen, og den får de suppleret med offentlig understøttelse. Det er alle tiders. De laver ting, der er nødvendige. Der er brug for dem. De kommer ud af deres ensomhed, og de får kolleger på arbejdspladsen.

Er kendsgerningen ikke, at man kan finde solstrålehistorier på flagskibe som Grundfos, som har overskuddet og størrelsen til at gøre en indsats, mens der i store dele af erhvervslivet er modvilje mod at påtage sig et socialt ansvar?

En industrivirksomhed med 4.000 medarbejdere kan selvfølgelig magte mere end en virksomhed med 20, 50 eller 100 ansatte, men jeg tror, at der kommer et gennembrud for de beskyttede arbejdspladser, og det vil jeg arbejde for. Jeg vil ikke tvinge virksomhederne til at oprette et bestemt antal. Det kan skabe modsætningsforhold mellem de medarbejdere, der allerede er på virksomheden, og dem, der kommer ind på beskyttede vilkår. Vejen frem er en tæt dialog med virksomheder og fagforeninger. Det vil skabe gennembruddet for etableringen af langt flere beskyttede arbejdspladser.

På ét punkt vil jeg dog gerne stille betingelser: Når det offentlige udliciterer opgaver, kunne vi gøre det til et krav, at virksomhederne påtager sig et socialt ansvar og viser det i deres ansættelsespolitik, hvis de overhovedet skal gøre sig håb om at få opgaven.

Uddrag fra »Anders Fogh Rasmussen: I Godtvejr og Storm«, Forlaget Gyldendal.

Fra www.andersfogh.dk. Copyright © Venstre 2005. Alle rettigheder forbeholdes.