De svageste glemmes
I forhold til samfundets svageste er udviklingen efter min mening paradoksal: Vi nærmer os i virkeligheden en karikatur på et velfærdssamfund. Vi har skabt en gigantisk omfordelingsmaskine for de mange, som kan klare sig selv, mens de svageste bliver overset. De har ingen interesseorganisationer til at varetage deres interesser, og derfor bliver hjemløse, sindslidende og misbrugere tabere i kampen om ressourcerne.
Trods forbedringer de senere år lever mange sindslidende fortsat under usle forhold på nedslidte institutioner, og psykisk syge posemænd og posedamer sidder stadig på bænkene i parkerne og er ikke blevet samlet op af det psykiatriske system.
Vi burde have råd til at gøre mere for de svageste, men presset på velfærdsydelser fra de brede grupper er efterhånden blevet så massivt, at det er svært at skaffe tilstrækkelige midler til dem, der virkelig har behov.
De svageste skal have et effektivt talerør, og det er min plan at etablere en overvågningsenhed, som hvert år skal lave en rapport til regeringen om, hvordan det går med tilførslen af ressourcer til de svage. Det vil være et effektivt middel til at hindre, at de glemmes, når vi som politikere fordeler ressourcerne. På flere felter er der behov for at øge bevillingerne - f.eks. i forhold til det psykiatriske system.
En anden måde at hjælpe de svageste på vil være ved at inddrage private organisationer langt mere. Over for svage grupper som misbrugere og hjemløse kan private organisationer være et værdifuldt supplement, og jeg vil derfor gerne en dag kunne etablere et råd for frivilligt socialt arbejde. Rådet skal opmuntre frivillige organisationer til at påtage sig flere sociale opgaver.
Uddrag fra »Anders Fogh Rasmussen: I Godtvejr og Storm«, Forlaget Gyldendal.
Fra www.andersfogh.dk. Copyright © Venstre 2005. Alle rettigheder forbeholdes.
|
