Venstres afgørende gennembrud

I forbindelse med din nye strategi for Venstre har du flere gange talt om, at Venstre skal være den lille mands parti - i modsætning til det tidligere billede af Venstre som de store gårdmænds parti. Hvis du ser tilbage på Venstres udvikling gennem historien, hvad er det så for et Venstre, som tegner sig i disse år?

Jeg ser det som min opgave at følge en politisk linie, som på samme tid vil give Venstre stor indflydelse på udviklingen i Danmark og bringe det tilbage til positionen som et parti for den brede befolkning.

Venstres udvikling falder i bestemte epoker, og den første epoke spænder fra partiets stiftelse i 1870 og frem til Første Verdenskrig. Perioden strækker sig over forfatningskampen, hvor Venstre ikke kunne få lov at få regeringsmagten, og til tiden, hvor Venstre blev den dominerende politiske kraft og i en lang årrække var folkets talerør over for etablissementet.

I tiden efter Første Verdenskrig blev Venstre hægtet af udviklingen.

I mere end 50 år fra 1915 til 1965 gik urbaniseringen og industrialiseringen uden om Venstre, og i takt med at arbejderbefolkningen voksede, overtog Socialdemokratiet Venstres rolle som talerør for den brede befolkning. Venstre blev isoleret til landdistrikterne, og partiets tilslutning faldt, efterhånden som landbefokningen blev mindre. Det blev Venstres image, at det var partiet for de store gårdmænd.

Den epoke sluttede med Erik Eriksens afgang fra Venstre i 1965.

Med valget af Poul Hartling til ny formand blev der indledt en ny epoke på 20 år, fra 1965 til 1985, hvor moderniseringen af Venstre gik i gang. Når Poul Hartling og ikke Anders Andersen blev formand, var det netop, fordi der i Venstres folketingsgruppe og blandt Venstres tillidsfolk var et ønske om at modernisere partiet for at få fodfæste i byerne.

Poul Hartlings Svanninge-tale førte til et samarbejde med de Radikale og senere til dannelsen af VKR-regeringen med deltagelse af Venstre, de Konservative og Det Radikale Venstre.

Denne fornyelse blev videreført af Henning Christophersen, da han blev formand i 1978. Christophersen førte Venstre ind i SV-regeringen, og dette politiske skift vidnede også om, at Venstre var under forvandling.

I de 20 år fra 1965 til 1985 skete fornyelsen dog mest i toppen af partiet. Den nåede aldrig ud i organisationen, og ikke mindst i hovedstaden havde vi en uhyggelig svag organisation.

Da Uffe blev formand i 1984, jeg blev valgt som næstformand i 1985 og Claus Hjort Frederiksen manifesterede sig som partisekretær, indledtes den epoke, som har givet Venstre det store gennembrud i byerne.

I dag viser analyser, at Venstre er et større arbejderparti end Socialdemokratiet.

Ved valget i 1994 fik vi gennembruddet i forhold til de nye vælgergrupper, mens vi ved valget i 1998 holdt fast i den indvundne fremgang. Vi mangler gennembruddet på stenbroen. Når det er sket, har partiet gennemført sin omstilling og vil i et nyt samfund være vendt tilbage til sin rolle som talerør for den brede befolkning.

Det er det, jeg har sat mig som mål: Den omstilling skal vi gennemføre.

Uddrag fra »Anders Fogh Rasmussen: I Godtvejr og Storm«, Forlaget Gyldendal.

Fra www.andersfogh.dk. Copyright © Venstre 2005. Alle rettigheder forbeholdes.